Der hersked' en konge i
Østerdal,
hans navn var kong Håkon
den kække,
han stridsmænd havde i
tusindtal,
hvis blotte syn kunne
skrække;
men derimod så havde han
i allen stund
en datter, der nævnes i
hver mands mund.
Aller vakreste kæreste
mín,
aller dejligste dukke
så fin.
2. Knapt femten vintre forgangne var
i ungdommens skyfrie
glæde,
da rygtedes hendes
skønhed af
til langtbort liggende
steder;
at se hende rejste hver
kongesøn,
de sloges med elskov hver
helt i løn.
3. Skøn Ragnhild vandrer til Glommens bred,
mat månen farver dens
bølger;
hvor kummerfuldt hun der
ofte gik,
jeg vil det ikke
fordølge;
måske hendes hjerte det
vartegn gav,
at lynsnart floden skulde
blive hendes grav.
4. Blandt andre som fandtes i kong
Håkons gård var en svend, som Guttorm hedte;
med våben han vidste at
gøre sig hård,
og pile på hennem ikke
bede;
hvert træk i hans ansigt
lød niddings skærv,
for Guttorms tapperhed
grued' enhver.
5. Han fattede afsky for ledingsfærd,
selv Håkons mjød ham ej
smagte,
når Ragnhild den i
bægeret skød,
og sejerskransen hun
rakte;
hans øje blev mat, hans
kinder blev bleg,
til Freja hans lønlige
sukke opgled.
6. "Det glimt af håb jeg engang så,
er nu for langtsiden
svunden;
mit hjertes varsel det
uheld spår,
at Ragnhild bliver bunden
til helten,hvis adfærd i
kampen er hård,
hvis hænder er af ild, og
hvis barm er kold."
7." Men jeg, som
vilde med glæde dø,
når en medlidenhedsstråle
på kinden nedrandt på min
bedste mø,
hvis smil mig så bittert
har såret;
jeg klager forgæves min
hjertens ve,
at åbne min kval jeg ej
vovede."
8. Således jævnlig hans klage lød,
og tårer randt ned ad
hans kinder;
i hobetal dage alle henflød,
som blodet daglig
henrinder;
kun mosgroede kilder så
Guttorms gråd,
hans mine var øm, og hans
øjne våd.
9. Så henrandt en sommer, så henrand tre,
til Rolven, drabelig kæmpe,
fra Rusland kom og truede
kong
Håkons land med ulempe,
at hvis hann ikke sin
datter bortgav,
da skulle hver stridsmand
se sin grav.
10. Kong Håkon holder med hofmænd
råd,
hvad nu var at gøre.
"Jeg haver,"
sagde han," mangen mand,
som sværd og våben tør
vove;
af kække så haver jeg ti
til tolv,
men ingen som kan sig
bestå imod Rolv."
11. Da rejste sig Guttorm i en vrå
fra borde, stole og
bænke:
"Dit løfte o, konge,
fast lad stå,
at du din datter
bortskænker
til den som at stride
imod Rolf formår,
da straks jeg, Guttorm, i
kampen går."
12. "Ak, unge mand," var kong Håkons svar,
"dit tapre mod jeg
beundrer;
men kræfter imod Rolf du
ikke har,
thi jorden ryster og
dundrer,
og pile han ud fra din
bue skød,
o, Guttorm, du finder din
visse død."
13. "Da bliver mig døden en dobbelt fryd,"
så Guttorms tale monne
falde,
"når Ragnhild skulle
med klagelyd
sin døede Guttorm
omfavne;
hvis frygten skal skæmme
mit stolte bryst,
jeg segner i kampen og
dør med lyst."
14. Nu ganger Håkon til Rolv da hen
og tager sådan til orde:
"Jeg haver lovet
mine rigets mænd,
at Ragnhild dennes skal
vorde,
som mandelig sig i en
tvekamp består,
og Guttorm er den som i
kampen går."
15. Knapt hævede solen sit hoved op
fra havets østlige side,
før begge helte i fuld
galop
til kampepladsen monne
ile,
hvor folk var forsamlet i
hobetal,
som forud glædtes over
Guttorms fald.
16. Med lynfart blinker det tunge sværd,
hvert hug med tapperhed
mødtes;
men aldrig så man i
ledingsfærd,
hvor slig en tapperhed
mødtes.
De sloges i fire, de
sloges i fem,
og tapperhed vokste i
alle dem.
17. Omsider brækkedes Guttorms skjold,
han så til Rolv monne
råbe:
"En riddersmand est
du gæv og bold,
jeg uden hinder tør håbe,
du kast dit skjold til en side hen,
og kampen begynder på ny
igen."
18." En riddersmand
er jeg både gæv og bold,"
forbitret Rolv da svarer,
"men aldrig så brækkedes mit eget skjold,
og nidding jeg ikke
svarer;
når våben af rust de går
itu,
for mere end æren jeg
strider nu."
19. "Så styrt da nidding", var Guttorms svar,
han med fordoblede
kræfter
nu rasende ind på Rolv
han går,
som ikke blev munter
derefter;
thi hjelmen knustes, og
stigbøjlen gled,
og Rolv blev slagen af
hesten ned.
20. "Jeg skænker dig livet, du unge mand,"
så oplod da Guttorm sin
stemme,
"jeg udgyder ikke
den faldnes blod,
men vil lade hannem fornemme,
at Guttorm er ædel
overalt,
jeg dræber ikke den mand,
so, faldt."
21. Nu ganger Guttorm til Ragnhild hen
og synker udi hendes
arme,
hans matte øje fik liv
igen,
og kinder blusser af
varme;
han venlig omfavner sin
bedste mø,
han ønsker at leve som
før ville dø.
22. Den blide måne, spejlklare ven,
oplyser spejlklare bølge,
skøn Ragnhild vandrer til
Glommens bred hen,
og ingen hende did
følger;
den bølge i floden til
minde var,
og månen tilforn ikke
skinned så klar.
23. Her Rolv går vemodig og vanker om
og skjuler så mange slags
tanker,
til Glommens bred han
også kom
og der helt sorrigfuld vanker;
der møder han Ragnhild og
finder hende glad,
og elskov forvandles til
bitreste had.
24. "Du aldrig skal vorde Guttorms brud,"
var alt, hvad den nidding
udtalte,
han greb hende og sig
styrtede ud,
hvor strømmen sig
svimlende malte;
den grådige bølge sit
skød oplod,
og månen fordunklet bag
skyen stod.
25. En fisker fisked' skøn Ragnhilds lig,
kong Håkon jordede sin
datter,
til døden Guttorm
græmmede sig
af dalens fryd og latter;
og sluttet blev sådan
bedrøvelig dåd,
men Glommen bryder den
dag i dag.
Aller vakreste kæreste
min,
aller dejligste dukke
så fin.
Niels Weyer (1767-88), ið var norðmaður, yrkti hesa vísu.