1.
Konning Hans han sidder på København,
han
lader de lønnebrev skrive;
sender
han dem til Nørrejylland
Erik
Ottesøn at give.
Der kom aldrig saa rig en dronning
til Danmark.
2. Det
var herr Erik Ottesøn,
da han
de lønnebrev så,
han
skød vartaffel og terning fra sig,
bad
sadle sin ganger grå.
3. Og
de ledte ud hin skønne ørs,
lagde
på forgyldte mile;
end red
han til København,
førend
hannem lysted at hvile.
4. Ind
kom han Erik Ottesøn,
og
stedtes han for bord:
"Hvad
vil I mig, min nådige herre,
hvi
have I sendt mig ord?"
5.
"Høre I, herr Erik Ottesøn,
I ere
vor egen mand,
I
skulle fare til Misen i år,
bede om
den liljevånd."
6. Og
det var herr Erik Ottesøn,
han var
så brat at svare:
"Skal
jeg ind til Misen i år,
jeg kan
ikke ene fare."
7.
"Herr Verner Pazbjerg af Holbækhus
befaler
jeg med Eder at fare,
herr
Claus Rønnow af Oringborg;
Eder
følger så favr en skare."
8. Der
blev udlagt de skibe fra strand,
de
bådsmænd glædes derved;
den
blide bør så herlig stod,
så vel
deres skibe fremskred.
9.
Vunde de op deres silkesejl
så højt
i forgyldene rå;
de
satte Dannebrog i fremmer stavn,
de lod
til Saksen stå.
10.
Kongen stander på højen værn,
og ser
han ud fra lande:
"Hisset
ser jeg de danske skibe,
de føre
forgyldte brande."
11.
"Jeg ser så mange af de danske skibe,
de føre
forgyldte brande;
Krist
signe hende liden Kirstine,
de agte
hende vist tilhånde."
12. Og
de lagde ind udi den havn,
kasted
anker på hviden sand;
de ædle
herrer af Dannemark
de tren
der først på land.
13.
Midt udi den borgergård
der
akslede de deres skind,
og så
gå de i højeloft
for
hertugen af Saksen ind.
14.
"Hil, sidde I, markgreven af Misenland,
både I
og Eders kære,
den
unge konning af Dannemark
beder
om Eders datter med ære."
15. Han
tog til sig de lukte breve,
og
læste han derpå;
"Lov
være Gud i Himmerig,
at jeg
denne datter å."
16.
"I ædle riddere, I tage vand,
I gå
med os til bord,
I tøve
hos os en liden tid,
vi vide
Eder ansvar god."
17.
Vare de der i måned,
og vel
i måneder tre;
ikke
kunne de liden Kirsten
få med
deres øjne at se.
18. Den
klare dag dages for østen,
og
børen blæse må;
de ædle
riddere af Dannemark
de gå
for hertugen at stå.
19. Det
var hertug Ernst af Misenland,
han heder
på drosten sin:
"I
lede os liden Kirstine
for os
i salen ind."
20.
Otte de vare de misenske fruer,
hendes
hår både børste og flette;
fire da
vare de ædle fyrstinder,
hendes
hovedguld påsatte.
21. De
sætte på hende det hovedguld,
det
skinnede som en lue,
det var
belagt med dyrebare stene,
det
sømmed den skønne jomfrue.
22. Det
var liden Kirsten så bold,
hun ind
ad døren tren;
hendes
fader og hendes farbrødre tre
de
stande hende op igen.
23.
Hendes fader og hendes farbrødre tre
de
stande hende op igen;
de ædle
riddere af Dannemark
de
rakte hende hånden uden men.
24. Det
var hertugen af Misenland,
han
heder på småsvend sin:
"I
hente terning og vartaffel,
bære
det i stuen ind."
25.
Hertugen kasted de terning fra sig,
de vare
af røden guld:
"I
kaste, herr Verner Pazberg,
thi I
er konger huld."
26. Det
var herr Verner Pazberg,
han
skød de terning fra sig:
"Kaster
I for mig, Claus Rønnow,
thi I
er ældre end jeg."
27. Og
det var herr Claus Rønnow,
han
satte de terning fra sig:
"I
kaste nu, Danmarks hovmester, for mig,
thi I
er yppere end jeg."
28. Det
var Erik Ottesøn,
tog
terningen i sin hånd:
"Hjælp
nu, Gud fader i Himmerig,
jeg
vinder den liljevånd."
29. Den
første guldterning for bordet randt,
den
løb, som det skulle være;
den danske
hovmester den jomfru vandt
til
kongens hjertenskære.
30. Og
tænkte frøken Kirstine ved sig,
mens
hende randt tåre på kind:
"Skal
jeg nu fare til Danmark int
så
langt fra moder min."
31. Det
var hertugen af Saksenland,
han
tager sin datter at lære;
det vil
jeg for sanden sige,
det var
af tugt og ære.
32.
"Vær kær af juder, kære datter min,
de ere
både trygge og tro;
stunde
du ej efter Sveriges krone,
uden du
den med lempe kan få.
33. Du
bede godt for de fattige enker,
som
faderløse børn skulle føde;
du bede
godt for de fattige fanger,
lad dem
i tårnet ej dø."
34. Og
skatte du ikke den fattige bonde,
jeg det
ikke have vil;
men
fattes dig enten guld eller sølv,
du sige
din fader til.
35. Så
snart da var den sorte jord
med
silke så vidt overbredt;
det var
frøken Kirstine lille,
hun
blev til karm udledt.
36. De
blæste så stærkt i trompeter,
i deres
forgyldene ljud;
de
førte den frøken til stranden ned,
de
kaldte hende Danmarks brud.
37. Så
vunde de op deres silkesejl
så højt
i forgyldene rå,
så
sejled de dem til Danmark ind
fast
mindre end uger to.
38. De
strøge sejl, lode anker falde
alt på
den hvide sand;
de ædle
riddere af Danmark
de
løfted den jomfru på land.
39. Den
grønne jord blev vidt og bredt
med
silke og sindal strød;
den
unge konge med riddereskare
drog
sin kære brud imod.
40. De
mødtes på den grønne vold,
Krist
give det blive til gavn;
den
herre fra hest, den jomfru fra karm
de toge
hinanden i favn.
Hans, 1455-1513: kongur av
Danmark, Noregi og
Svøríki. Giftist í 1478 við
Christinu av Saxlandi