Norske Løve

1. Kom frem i denne tid,

hør hvad jeg vil fremføre,

Guds gerning underlig,

som vel er værd at høre,

hvordan den fromme Gud

sin hårde straf lod se

og sendte vredens bud

fra himlen til os ned.

2. Der man decemberdag,

den fjerde monne skrive,

alt færdig var vor sag;

i Sundet med vore skibe

vi anker lettede op,

vort kongeløsen gav

med skud, det var alt nok,

Kronborg os svared brat.

3 Vort skibes navn det var

den Norske Løve hedte,

som kronen altid bar

for Danemark med ære.

Vi lod ad søen stå

igennem Kattegat

hen over bølgen blå,

snart greb vi Nordsø fat.

4. Norge passerede vi,

ad Shetlasnd lod vi stande,

den spanske sø så fri

os kom da straks til hånde.

Vi glade vare da,

for Løven sejled snart

hen over bølgen blå,

den havde en dejlig fart.

5. Men se den attende

udi den samme måned

os over kom stor ve,

vor glæde blev forandret.

Det var forfærdeligt

med himlens lynildsværk,

to tordenslag med ild

slog i vort skib så stærkt.

6. En mand straks blegnede

af torden, som blev slagen,

og tre blev kvæstede,

o Jesus for din plage,

som du, o frelser sød,

for synden sendte os.

Hjælp Jesus, for din død,

råbte enhver af os.

7. Men det kun fortegn var,

straks mere efterfulgte,

der kom en storm så svar,

bølgen sig ikke dulgte.

Himmelen var ganske sort,

hinanden vi ej så,

i havets brusende fart

Neptunen stødte på.

8. Tænk her, o sømand god,

som ud på havet tumler,

hvad vi nu her udstod,

hvor vejr og vand det rumler,

hvor himmel, luft og sø

de gjorde broderskab;

det grusomt var at se,

ja, blev så mangens grav.

9. Der stod vi alle mand

i dødens angest og møde

udi en ynksom stand,

vi var, som vi vare døde.

Vi råbte alle på

vor Gud, og med hans ord

snart måtte vi lade gå

vor stormast over bord.

10. Det var ej dermed nok,

vor mesanmast tillige

den måtte følge og

vor stormast samme tide.

Vi nu mod himlen var,

snart ned i dyb afgrund,

af bølgens magt så svær,

oprejst af orkans mund.

11. Hjælp Gud, som hjælpe kan,

hjælp milde Gud og fader,

vort skib var halvt med vand,

hjælp, at det ej os skader.

Den gruelig brusende sø,

som over skibet kom,

gjorde vore hjerter ve,

hjælp os, o frelser from.

12. Men ak, o større sorg

ved dagen Gud lod komme,

o Jesus vær vor borg,

at se den bølge grumme.

Den slog til skib og mast,

som jammerlig var at se,

det fløj i top og stang,

der lå vi usle kræ.

13. Der lå da fjorten mand,

elendig, kvæstet og døde;

vi var snart under vand,

vort hjerte måtte bløde.

Kahytten borte var

og trende hytter med,

vi var i angest stor,

vor Gud han var os vred.

14. Men da kom sorgens bud,

Gud straffen den udsendte,

vor fokkemast gik ud,

og over bord den slængte.

Vi havde da forlist

vore sejl og mastre tre,

vort skib var alt forknust,

på liv vi tænkte ej.

15. O, sømand, tænk ved dig,

tro hjerte, broder lille,

hvor vi bedrøvelig

vor glæde snart måtte spilde.

Vi drev for vejr og vind

på et forknuset vrag,

hjælp os, o frelser from,

det står i dit behag.

16. Så drev vi om, o Gud,

på vredens stolte bølger

i otte dage ud,

tak Gud, som med os følger,

du lod os landet se,

de skotske Ejlande.

Snart kom der større vé

og angest endnu mer.

17. To Ejland måtte vi

med sorg igennem drive;

Boro og Rona sig,

om du dem vil beskrive.

Der vi vor juledag

igennem måtte gå,

Gud hjalp os i den sag

alt på den bølge blå.

18. Vor Gud behagede ej,

vi skulde derpå strande,

hjalp os en anden vej,

hvor vi da kom til lande.

Færø er landets navn,

som Løven stødte på,

forlod al styrken sin

mod høje klipper grå.

19. En mindedag det var,

da Løven den blev fældet

vor nytårsaften kær

for Lamhaugs høje fjelde.

Den måtte lægge der

sit stolte Løve navn,

Gud hjalp vor vej især

på landet til vor gavn.

20. Januari måned vi

den fjerde monne skrive,

Løven bedrøvelig

sig slet i grund måtte give.

En mand forknust med værk,

som indenborde lå,

Løven slog til så stærk,

han måtte med forgå.

21. Vort færøske folk med mod,

trohjertet udi sinde,

de var imod os så god,

som vi kan nogen finde.

De hjalp os udi land

og havde omsorg stor

for vores ynksomme stand,

som nogen her på jord.

22. Hav tak min frelser kær,

tak ske dig, Jesus lille,

tak Gud nu hver især,

som os ej vilde spilde

og styrte ned i grund,

tak hannem alle mand,

lov ske dig i allen stund,

som førte os til land.

Úr Stígum fast (P. Ejde)